Hanne Ladegaard har altid haft interesse for håndarbejde, f.eks. strik, hækling, hardangersyning og syning af tøj, men de sidste mange år har fokus været på at sy kunst, som hænger på
væggen. Genren hedder Artquilts og er tæt knyttet sammen med patchwork, men adskiller sig herfra ved at være ren kunst og ikke brugskunst. Derudover laver hun også mange monotryk med akrylmaling på papir. Nogle af disse monotryk
bliver omsat til syede vægquilt. Hun arbejder meget intuitivt og ser på, hvad motivet ”fortæller” undervejs, og så forstærker hun denne fortælling. Hendes værker er abstrakte og oftest meget farverige.
Sisse Fog Odgaard er tekstilkunstner. Med en baggrund som teaterskrædder fra Det Kongelige Teater er det det gode håndværk der er udgangspunkt for hendes kunstneriske virke. Værker skabes ud fra en håndværksmæssig
ide, og siden opstår historien og også lysten til at sætte værkerne ind i en ny kontekst. Målet er lige dele fryd for øjet, og stof til eftertanke for beskueren ”Strik en skygge – i beton” adskiller sig
fra Sisses andre værker, der alle er skabt som crowdknitting projekter, altså værker der er lavet i samarbejde med andre. Senest projektet KULDSEJLINGER hvor 2000 stykker kuldsejlet strikketøj er samlet til en 40 m. lang installation.
Næste projekt er ”10.000 skygger”, hvor vi sammen skal strikke 10.000 små kugler til en kæmpemæssig installation. Se mere om Sisse Fog Odgaard på www.sissefogodgaard.dk